Kullerupgaard
Kullerupgaard er ejet og drevet af Ole Sørensen. Ole har sammen med sin kone og 3 børn boet på gården og drevet landbruget siden 1986. Gården ligger lidt nord for Ørbæk på Fyn.
Til ejendommen hører 500 ha, som Ole selv driver. På markerne dyrkes der primært hvede, vårbyg, raps, spinatfrø og hestebønner, som forsyner griseproduktionen med cirka 80% af foderet.
Produktionen drives sammen med sønnen Rune, der nu er bosat på en af de tilhørende sites, og i alt har de 8,5 ansatte. Der er 3 ansatte primært i soholdet.
I 2021 byggede de ny stald og totalrenoverede de resterende bygninger og fik løse søer i hele produktionen. Første andel af stierne til de løse søer stod færdig i februar 2021 og resten i juni 2021. I alt har de 171 farestier.
På Kullerupgaard valgte man at lave stier til løse søer af flere årsager. Staldanlægget var slidt ned og noget nyt skulle ske. De var begge godt klar over, at retningen var lagt og der på sigt skulle løse søer i farestalden også. Derfor valgte de at søge farestaldspuljen og fik den bevilliget lidt hurtigere end forventet. De gik derfor straks i gang og tog byggeriet af to omgange, så produktionen stadig kunne opretholdes. I drægtighedsstalden var de også blandt de første til at have løse søer. De mener begge at velfærden er vigtig og ingen ønsker igen at have søer i kassestier eller at gå tilbage til den gamle produktionsform. De oplever stort set ingen aggressive søer, har fået tungere grise ved fravænning samt mere glade grise. Medarbejderne bekræfter også, at mange arbejdsopgaver er blevet nemmere og ønsker sig heller ikke tilbage til det gamle system.
I alt har de omkring 600 årssøer og beholder selv alle grise til slagt. De producerer dermed omkring 52.000 smågrise og slagtesvin årligt. Foruden sobesætningen har de yderligere tre sites, hvor de har klimagrise og slagtesvin. Alle slagtesvin leveres til Danish Crown som UK grise. På to af ejendommene blander de selv foderet og leverer til de to andre.
Der er tørfoder i soholdet, hos klimagrisene og hos 1/3 af slagtesvinene. De sidste 2/3 af slagtesvinene får vådfoder. I farestalden er der desuden opsat mælkekopper, disse kan lukkes enkeltvis med en klemme, så det bliver muligt at regulere mælkeindtaget individuelt i hver enkelt faresti.
I farestierne er der beskyttelsesbøjler der gør det muligt at fiksere søerne de første dage efter faring, for at beskytte pattegrisene, så de ikke bliver klemt, samt personalet så de kan yde god og sikker hjælp under faringen. I forbindelsen med kastrationen åbnes der for soen omkring dag 4-5.
Kontaktoplysninger:
Kullerupgaard
Kullerup, Østfyn